Atlanterhavsvejen

40 minutter væk fra vores hus ligger Atlanterhavsvejen. Det er veje og broer langs kysten henover flere småøer, og er efter sigende lidt af en turistattraktion. Efterhånden som tiden heroppe lakker mod enden prøver vi at nå alle de ting, vi ikke synes vi kan tage hjem uden at have oplevet – og Atlanterhavsvejen er èn af dem. Vi kørte derud her til formiddag, inden jeg skulle møde på arbejde kl. 12 – og det var da også et særdeles flot sted.

Jeg synes dog også turen derud var rigtig fin, og sådan er det egentlig uanset hvor vi bevæger os hen heroppe – naturen er over det hele og bare vanvittigt flot! Jeg elsker at vi kan gå ud af døren og på en halv time være på toppen af Kvernberget med den flotteste udsigt over fjeld, hav og by.

På vej i bilen kommer Jakob med de vise ord: “Mor, jeg tror det her har været den bedste ferie, vi nogensinde har været på!”. Tjah, jeg må nok give ham ret – det føles faktisk lidt som at være på en lang ferie på trods af at både Kenth og jeg arbejder og de to store går i skole😉

Skriv en kommentar