Når man er færdig på medicinstudiet i Danmark skal man gennemføre et års Klinisk BasisUddannelse – KBU – for at få ret til selvstændigt virke. Godkendt KBU er påkrævet for at kunne videreuddanne sig til speciallæge.
Noget nær samme system gør sig gældende i Norge, hvor man efter medicinstudiet skal gennemføre halvandet års turnus før man kan komme videre og blive speciallæge.
Den store forskel mellem de to lande er ansættelses-proceduren og ikke mindst -mulighederne. I Danmark foregår det ved lodtrækning, således at dem med lavest nummer vælger ansættelsessted først. Er man uheldig at få et højt nummer kan man potentielt ende med at skulle flytte temmelig langt væk, men alle er sikret deres første et-årige ansættelse. Dette er helt uafhængigt af karakterer, netværk, personlighed og afdelingernes præferencer.
I Norge skal de nyuddannede læger selv søge om turnusplads på de forskellige sygehuse. Det er altså afdelingerne, som vælger hvilken læge de vil ansætte. Dette kan man jo mene er helt rimeligt, som i de fleste andre erhverv – at man rent faktisk må kvalificere sig til et job, ikke bare kan vælge et; den store forskel er bare, at det offentlige har monopol på uddannelsen af speciallæger – så alle er ligesom tvunget til at få deres første mange års stillinger i det offentlige, i hvert fald hvis man vil være speciallæge. Samtidig hviskes der i krogene om at man har en klar fordel hvis man kommer fra en lægefamilie, og de ansættende afdelinger dermed kender ens navn/familiemedlemmer.
Systemet i Danmark er muligvis urimeligt på den måde, at man kan være en “luddoven” nyuddannet læge, og alligevel ved simpelt held ende med den mest attraktive stilling. Til gengæld bliver det lidt svært efterfølgende at fortsætte den stil, når man skal søge om uddannelsesstillinger til speciallæge, hvor man må igennem helt almindelige jobsamtaler med et ansættelsesudvalg.
I Norge, hvor der er temmelig stor lægemangel, har de simpelthen ikke turnusstillinger nok, hvilket ved sidste runde resulterede i at kun 500 ud af 700 læger fik en turnusplads. Der kan søges om turnus 2 gange årligt, så lige nu går der altså 200 turnus-ventere rundt fra sidste runde, som ikke kan komme videre i deres specialisering. Mine kolleger her i luftvejslægevagten er primært disse turnus-ventere. Min ene kollega har nu ventet i 3 år, altså søgt 6 gange, uden held. Hun har arbejdet i forskellige stillinger i Kristiansund det sidste halvandet år for at prøve at få foden indenfor og lære nok at kende til at hun kan blive ansat i en turnusstilling. Sidste gang blev hun bl.a. afvist på at hun var ærlig og sagde, at hun højst sandsynligt ville flytte fra Kristiansund efter endt turnus – den fejl begår hun så ikke igen! Kommunen bruger det lidt bisse efter min mening, da de for eksempel også har sagt til en af lægerne, at hvis hun købte sig ind i en praksis, som de har lidt svært ved at få afsat, kunne de nok skaffe hende en turnusstilling på sygehuset…
Endnu en gang må jeg bare konkludere, at det danske lodtrækningssystem slet ikke er så dårligt endda – det med at være sikret sin første ansættelse og kunne fortsætte videre i specialiseringen når man er klar til det…hvis man altså lige kan lande dèn stilling;-) Det virker i hvert fald tåbeligt for både læger og land – et land som har mangel på speciallæger – at så mange skal træde vande i midlertidige stillinger, uden mulighed for at etablere sig og planlægge mere en 6 måneder frem.
FamilyDoctorsFamily 