Venlighed

Når vi kommer tilbage til Danmark skal vi huske at minde os selv og ikke mindst børnene om at stoppe op og kigge sig godt for når vi skal over en fodgængerovergang. Vi er blevet vant til nærmest bare at krydse vejen uden at kigge os for, da nordmændene er vildt flinke til at stoppe. Når vi er på vej i retning mod en fodgængerovergang stopper bilerne, selvom vi er flere meter væk. -og det gælder også når vi kommer på cykel, uafhængigt af om vi har børn med eller ej.

Samme hensyntagen gør sig gældende i bilen, alle er generelt gode til at holde tilbage, flette sammen og give plads. Det får trafikken til at glide meget bedre og gør det hele meget mindre hektisk. -på dette punkt kunne vi danskere virkelig lære noget!

Generelt synes jeg vi oplever en enorm stor venlighed heroppe, og jeg er faktisk overrasket over hvor meget energi dem omkring os bruger på at vi skal have det godt, vel vidende at vi kun er her for et par måneder. De er meget interesserede i at høre om os og vores liv og i at fortælle os om området og de forskellige lokale muligheder.

Kasper og Jakob går jo i folkeskole heroppe – vistnok kommunens største. Blot 1 uge inden vi rejste fra Danmark skrev vi og spurgte, om de måtte få lov til at følge undervisningen. Vi fik med det samme positivt svar tilbage fra rektor at de var mere end velkomne, vi kunne bare melde dem ind. Det kunne dog ikke lade sig gøre fordi de ikke har norsk CPR nummer – heller ikke det var noget problem, vi kunne bare komme med dem, så ville de finde ud af at få dem registreret. Begge drenge har fået udleveret bøger, Kasper en lånecomputer og de har brugt en del krudt på at få dem logget på intranettet så de kan være med på lige fod med de andre – lige undtagen nationale tests, dem slipper de for😉 På trods af store klasser med 24 elever kommer de også omkring vores drenge i timerne; ikke mindst Jakob som fortsat har svært ved at sige farvel til os – eller nok mest mig – om morgenen. De tager sig af dem og ser dem. Inkluderer dem aktivt i undervisningen, gentager når de ser de ikke har forstået hvad der blev sagt og spørger ofte til danske ord og traditioner. Det er imponerende og bestemt mere end vi havde turdet håbe på!

Forældrene til klassekammeraterne er mindst ligeså hjælpsomme. Det er en af dem, som har fortalt os hvornår Rasmus kunne dukke op til fodbold, en anden som tog Kasper med til fødselsdag da jeg havde arbejdsaften, en tredje som har inviteret på kaffe og legeaftale, en fjerde der har inviteret Rasmus til at komme og lege med deres jævnaldrende dreng osv.

Mine kollegaer er mindst lige så søde og imødekommende. På de dage, hvor der er meget stille i lægevagten, har flere af dem taget mig med på sightseeing rundt i området. Rune har foræret mig et glas hjemmelavet tyttebærsyltetøj, Noora kørt rundt og vist mig forskellige gode vandreruter – bl.a. den børnevenlige til toppen af Freikollen, vi gik i sidste weekend. Per har fået Jakob meldt på et fodboldhold, Rune givet sprog- og ferie-tips, Nira byttet vagt så vi kunne få en forlænget weekend – og jeg kunne fortsætte. Arbejdet giver ikke verdens bedste løn og der er lidt for stille til tider – men hold da op hvor er stemningen bare god, og det er simpelthen guld værd!

Vores udlejere og underboer Anni Merete og Bjørn er prikken over i’et. De spørger meget til os og er altid klar til at hjælpe hvis vi har brug for det. De bliver ved med at sige at vi slet ikke skal tænke på om vi larmer, de synes bare det er hyggeligt med liv i huset – 4 drenge som overboer, tror da nok lige de har fået liv i huset😱 De har taget posefulde af blommer med til os fra deres sommerhus, sørget for der er senge til alle drengene, højstol og puslebord til Thomas og kontorbord til Kenth – alt sammen møbler, de har været ude at finde efter vi havde skrevet under på lejeaftalen, da de fandt ud af hvad vi havde behov for. Inden vi kom spurgte de da også lige om de skulle fylde køleskabet når nu vi skulle i karantæne.

Det virker generelt til at de tager det hele meget stille og roligt, og måske derfor også har tid til os. Om det er et udtryk for den generelle norske mentalitet eller slet og ret fordi vi er kørt så langt ud på landet ved jeg ikke – men vi sætter i hvert fald stor pris på deres åbenhed og gæstfrihed!