Det er simpelthen skønt at følge, hvordan de 4 brødre trives sammen. Jo jo, de skændes skam også og er efter hinanden med jævne mellemrum – de er helt almindelige børn! -Men det her med at rykke hele familien ud af de vante rammer og sammen springe ud i noget helt nyt, hvor det eneste velkendte vi har er hinanden, er ikke så skidt for søskendeforholdet – i hvert fald ikke hos os.

Jeg genkender det fra længere ferier kontra hverdag med hvert sit skema. I perioder, hvor drengene ikke ser meget til hinanden, men i stedet har hver deres hverdag med forskellige fritidsaktiviteter og kammerater lider deres søskendeforhold lidt. De skændes mere, og skal ligesom hver dag – og ikke mindst weekend – finde deres plads i flokken, hvilket ofte kræver blod, sved og tårer. De ser tilsyneladende kun den irriterende del ved at have søskende og ikke værdierne. -Derfor kræver den første uge af sommerferien også typisk ekstra stor tålmodighed fra vores side og helst ikke alt for mange planer – og de planer der er, skal helst være sammen allesammen.
Når de først har fundet hinanden hygger de sig sammen på kryds og tværs, ofte også alle fire sammen. -Med en aldersforskel på 9 år fra ældst til yngst er det da ret fantastisk!




Heroppe i Norge må man i den grad sige at de har fundet hinanden. Både Kasper og Jakob er godt i gang med at finde kammerater i skolen, og vi har da også haft en jævn strøm af besøg fra klassekammerater de sidste par dage. De nyder at være sammen med andre børn end deres brødre, men det er også ret tydeligt at de stortrives når det bare er dem selv. Det er dér, de slapper helt af. Givetvis dels pga. sproget, men de ved også hvor de har hinanden og hvor grænsen går (så kan man liiige gå det halve skridt længere…).



Kasper snakker også en del med de danske kammerater via Facetime, Google Meet og hvad de ellers bruger. Hjemmeskolen i foråret har i den grad gjort dem opmærksomme på hvordan man kan holde kontakten uden at ses, hvilket jo er meget heldigt for os nu😉

Vi har haft et ret tydeligt omslag i vejret, så den har stået på en hel del regn i denne uge. Det var derfor ikke lige vandre-vejr, så vi havde lovet drengene en tur i det lokale legeland på >2000m2, og har været afsted i dag! -Fuld knald på i næsten 5 timer – og de kunne sagtens være blevet ved.






Vi mødte en del fra Kaspers klasse som han legede lidt med, men mest af alt legede Kasper, Jakob, Rasmus og Thomas med hinanden – og os. Løbeturen springer vi over i dag!