Hverdagen er nu så småt ved at indfinde sig på Engsoleia 3 i Dale, en forstad til Kristiansund.
Kasper og Jakob startede i henholdsvis 5.a og 2.a på Dale barneskole i går. Lidt sommerfugle i maven var der hos begge to, og Kenth og jeg blev hængende de første par timer. Både lærere og elever tog rigtig godt imod dem, og var både interesserede og søde til at gentage når hverken vi eller drengene forstod det norske😂

Det er på flere måder en helt ny verden for dem. Som Kasper så fint sagde: “min klasse heroppe er større end halvdelen af hele Korning skole!” De er vant til at have 8-9 klassekammerater og kende hele skolen og børnehaven – inklusiv forældre. Nu sidder de 24 elever i klasselokalet, og lærerne kan umuligt være ligeså fleksible og spontane i deres undervisning, som drengene er vant til hjemmefra. -men nu er vi også exceptionelt priviligerede hjemme😉

Kasper tager det i stiv arm og er godt i gang med at lære norsk – og undervise klassekammeraterne i et par danske gloser. Vi andre lærer også lidt norsk til husbehov, hvem havde ellers nogensinde gættet hvilket dyr en meitemark er..?!

Han er tilsyneladende faldet godt til i klassen og følger med efter bedste evne – uden at tage det så tungt når han ikke forstår hvad de siger. -I hvert fald udadtil. -hvem ved om der er fuld gang i andefødderne under den rolige overflade😉
Jakob er lidt mere usikker og ked af ikke at være med helt fremme i skoene. Han har dog mod på udfordringen og er allerede blevet væsentlig mere tryg her efter 2. dag afsted. Når vi har set større skoler i Danmark har han tit beundret legepladsernes størrelse og udstyr, hvilket han også gjorde heroppe da vi gik forbi skolen i weekenden; lynhurtigt er det dog knap så vigtigt for ham, men derimod har han mere fokus på hvem han har leget med og hvad de snakkede om. Det er simpelthen så tydeligt at han har brug for trygheden og fællesskabet, og for at høre til.

Mit arbejdsliv begyndte i går kl 16, efter 16 måneders barsel/orlov/ferie! En meget stille og rolig start i luftveislegevakten med kun én patient i de 6 timer jeg var på arbejde. -lidt mere må der nu gerne ske, og i dag var der da heldigvis også flere patienter, uden at jeg på noget tidspunkt ikke kunne følge med. Vagterne veksler mellem dag 8-16, aften 16-22 og weekend 12-20, hvilket passer fint med at Kenth kan få nogle arbejdsdage i kalenderen de dage, hvor jeg har fri i dagtid.

Rasmus og Thomas hygger hjemme med den af os, der nu har fri. -hvilket indtil videre lader til at passe dem meget godt, selvom Rasmus indimellem savner kammeraterne fra børnehaven eller kattekillingerne – eller mig da jeg var på arbejde i aftes😂
